Violer (lat. Viola) er den eneste art af violfamilien (lat. Violaceae), der også forekommer i tempererede egne. Slægten omfatter omkring 500 arter, hvoraf havestedmoderblomsterne og hornviolerne er de mest populære.

Violen er en flerårig urt med opstigende stængler, takkede blade og blomster, der normalt er flerfarvede og senere udvikler sig til kapsler. Violaens kronblade er spiselige. Violer blev nævnt i urtebøger allerede i 1500-tallet som et vanddrivende middel eller f.eks. B. anbefales til hudlidelser. De blev udbudt på apoteker indtil begyndelsen af det 20. århundrede.
To af de Viola-arter, der oftest findes i haver og som altanplanter, er havestedmoderviolen og hornviolen. Haveblomsten er den storblomstrede variant af forskellige bratscharter, som f.eks B. Vild stedmoderblomst (Viola tricolor), Altai stedmoderblomst (Viola altaica), Gul viol (Viola lutea). Med det enorme udvalg af sorter er beslutningen ikke let:
- klassisk i hvid, gul eller violet,
- eksotisk i midnatsblå, vinrød eller lys orange,
- delikat i lys pink eller blå,
- plettet, stribet, plettet, kantet, fyldt,
- med eller uden et sort øje i midten.
Havestedmoderblomster og hornvioler er forskellige
Det mest bemærkelsesværdige er størrelsesforskellen. Mens haveblomstens åbne blomster har en diameter på omkring 5 cm, er de hornviolette blomster meget mere sarte med maksimalt 3,5 cm. Blomsterne består af fem kronblade, med stedmoderblomster med fire kronblade opad og et kronblad nedad, og hornvioler med tre af kronbladene opad og to nedad.
Hornvioler er for det meste flerårige. Havestedmoderblomster er normalt toårige og dør efter blomstring. Inden da kan de så sig selv på det passende sted. Hornviolerne skæres tilbage og deles efter blomstring for at holde planterne stærke og langlivede. Disse to typer bratsch er nemme at passe, frostbestandige og ikke modtagelige for skadedyr og sygdomme.
tips og tricks
I Tyskland forekommer mere end tyve typer violer naturligt, f.eks. Hundevioler, martsvioler, skovvioler og sporevioler.